Kristian Hald sikrer ro omkring Munkebo Skole

Der er gode nyheder til elever, lærere og forældre på Munkebo Skole. I Kerteminde Kommunes budgetforslag for 2026–2029 er der nu afsat næsten otte millioner kroner til blandt andet at støjsikre vinduerne på skolens vestfløj. Det betyder, at børnene på skolen kan se frem til en mere rolig og sund hverdag fri for den konstante trafikstøj, som i årevis har været en belastning.

Bag beslutningen står Hverdagens Stemmes spidskandidat, Kristian Hald, der har kæmpet for sagen gennem længere tid. Han tog i foråret initiativ til at få lavet en beregning, der viste, at trafikstøjen omkring Munkebo Skole udgør en reel sundhedsrisiko for både børn og ansatte. Da resultatet kom frem, stod det klart, at der var behov for handling.

Selvom der i første omgang manglede politisk vilje til at finde pengene, valgte Kristian Hald at holde fast. Og nu er indsatsen lykkedes. Beregningen er blevet en del af det faglige grundlag for direktionens budgetforslag, hvor støjdæmpning og nye vinduer indgår som en prioritet i 2026.

”Det føles som en stor sejr! Ikke for mig personligt, men for børnene på Munkebo Skole,” siger Kristian Hald. ”De skal have lov til at gå i skole et sted, hvor de kan høre læreren og ikke lastbilerne udenfor. Det handler om trivsel, sundhed og respekt for de mennesker, der hver dag bruger mange timer i skolens lokaler.”

Mærkbare forandringer i hverdagen

For Hverdagens Stemme er sagen et klart eksempel på, hvad lokalpolitik bør handle om: at skabe mærkbare forbedringer i hverdagen. Børnene skal have et trygt og sundt læringsmiljø, hvor de kan koncentrere sig og trives. Derfor er investeringer som denne ikke bare et spørgsmål om mursten og vinduer, men om at tage børnenes behov alvorligt.

Arbejdet med støjdæmpningen ved Munkebo Skole er planlagt til 2026, og Hverdagens Stemme vil følge sagen tæt for at sikre, at projektet bliver gennemført som planlagt.

”Mens nogle snakker om problemerne i Munkebo, vil jeg hellere styrke alt det, der gør Munkebo til en by, vi kan være stolte af,” siger Kristian Hald. ”Trygge skoleveje, ro omkring skolen og fællesskaber, hvor børn og unge får et godt ståsted i livet. Det er dér, vi skal sætte ind.”

For Hverdagens Stemme er det lokale og det nære helt centralt. Vi tror på, at forandring starter der, hvor mennesker lever deres liv – i børnehaven, på skolen, på de lokale veje og i byens fællesskaber.

Andre nyheder

Her finder du seneste nyt fra Hverdagens Stemme. Læs om vores mærkesager, kandidater og det, vi vil arbejde for i Kerteminde Kommune