
Her er vores kandidater til kommunalvalget
Når du skal stemme til kommunalvalget den 18. november 2025, kan du møde os – Hverdagens Stemme – på stemmesedlen. Vi stiller op, fordi vi gerne vil have politik tættere på hverdagen.
Vi tror på politik, der kan mærkes dér, hvor livet leves: i daginstitutionen, på skolen, på plejecentret, ude i naturen og hjemme ved køkkenbordet. Derfor arbejder vi særligt for tre mærkesager, som betyder mest for os: børn, klima og omsorg.
Børnene først – altid
Alle børn fortjener en tryg start i livet og voksne, der har tid til at se og lytte. Vi arbejder for flere tolærertimer i folkeskolen, bedre normeringer i daginstitutionerne og kulturtilbud i børnehøjde.
Når børn trives, smitter det af på hele familien og det er præcis sådan, vi gerne vil bygge vores kommune: fra børnene og ud.
Vi stiller op – for dig og din hverdag
Kristian Hald
Kristian er Hverdagens Stemmes spidskandidat og stiller op for at skabe en kommune, hvor hvor forældre kan være trygge ved, at deres børn bliver mødt af nærværende voksne i både daginstitutioner, skoler og fritidstilbud.
Kristian er uddannet læge og har en baggrund i Forsvaret, hvor han arbejdede i mere end ti år og blandt andet var udsendt til Afghanistan. Erfaringerne herfra har givet ham et skarpt blik for både ansvar, fællesskab og vigtigheden af at passe på dem, der har brug for det.
Siden 2022 har Kristian været medlem af Kerteminde Byråd, hvor han især har kæmpet for forbedringer på de klassiske velfærdsområder. Han tror på, at det er her, politik skal kunne mærkes. I børns trivsel, i fællesskaberne og i den tryghed, vi giver videre til hinanden. For når børnene lykkes, så lykkes hele kommunen.
Mette Østergaard Jensen
For Mette betyder børns trivsel alt. Hun mener, at det er vores fælles ansvar som voksne at give børn en tryg og omsorgsfuld start på livet – og at kommunens beslutninger skal afspejle netop det.
Mette vil arbejde for, at børn og unge i Kerteminde Kommune møder trivsel før tabeller. Hun mener, at hjælp til børn og unge skal gives, når behovet opstår, og ikke først når man passer ned i en bestemt kasse.
Som tidligere medlem og formand for forældrebestyrelsen i Mælkevejen i Langeskov har Mette oplevet, hvordan besparelser og snævre rammer kan begrænse både medarbejdere og ledelse. Den erfaring har givet hende et stærkt ønske om mere ro, nærhed og kvalitet i børnenes hverdag.
Simon Steen Hansen
Simon stiller op, fordi han vil skabe de bedste rammer for, at børn og unge i Kerteminde Kommune kan trives, udvikle sig og blive mødt af voksne, der har tid og ressourcer til at lykkes i deres arbejde. Han mener, at trivsel og faglighed går hånd i hånd og at de professionelle omkring børnene skal have tillid og reelle muligheder for at gøre deres arbejde ordentligt.
Simon brænder for, at alle børn og unge skal have adgang til kultur, kunst og kreativ udfoldelse, fordi det styrker både selvværd, fællesskab og livsglæde. For Simon handler kultur ikke om luksus, men om dannelse og trivsel, og om at give børn modet til at udtrykke sig, være nysgerrige og tro på sig selv.
Klima, miljø og biodiversitet er en anden mærkesag for Simon. Han ser den grønne omstilling som en opgave, vi skal lykkes med – men også som en mulighed for at genfinde noget vigtigt: nærvær, fællesskab og balance. For ham er klimakampen ikke en fortælling om afsavn, men om håb og ansvar.
Simon har de seneste fire år været en aktiv del af forældrebestyrelsen i Mælkevejen i Langeskov, heraf to år som formand. Her har han på tæt hold oplevet, hvordan økonomien på børneområdet er presset til det yderste. Til daglig arbejder Simon som kulturformidler, hvor han styrker børn og unges kulturelle selvværd og demokratiske dannelse.
Vanja Paporovic
Vanja stiller op, fordi hun vil styrke den lokale velfærd – særligt for de ældre og sårbare borgere, der har brug for nærvær, omsorg og tryghed i hverdagen. Hun mener, at velfærd ikke handler om store ord og løfter, men om samarbejde og praktiske løsninger, der faktisk kan mærkes.
Med en stærk sundhedsfaglig baggrund og mange års erfaring som farmakonom, både fra sygehus- og apotekssektoren, har Vanja været tæt på de mennesker, der har mest brug for hjælp: ældre, pårørende og borgere i sårbare livssituationer. Hun ved, hvad der virker i praksis og hvor det halter, når systemet ikke hænger sammen.
Derfor arbejder hun for bedre sammenhæng på sundheds- og plejeområdet, så borgerne oplever kontinuitet og helhed i deres forløb. For Vanja er tryghed og samarbejde nøgleord både for borgerne og for de medarbejdere, der hver dag løfter vigtige opgaver i ældre- og sundhedssektoren.
Hun går ind for fornuftige og ansvarlige løsninger, hvor kommunens ressourcer bruges klogt og med blik for kvalitet. Det handler for hende om at skabe rammer, der giver plads til nærvær og hvor både borgere og ansatte føler sig set og værdsat.
Kommunalpolitik er lokalpolitik
Vi stiller op for dig, der gerne vil have en kommune, hvor politik ikke føles fjernt men tæt på.
En kommune, hvor børnene trives, naturen bevares, og omsorgen har tid.
Andre nyheder
Her finder du seneste nyt fra Hverdagens Stemme. Læs om vores mærkesager, kandidater og det, vi vil arbejde for i Kerteminde Kommune.
-

To kandidater med rødder i forældrebestyrelsen
To kandidater med rødder i forældrebestyrelsen Når Hverdagens Stemme stiller op til kommunalvalget i…
-

Her er vores fire kandidater til kommunalvalget
Her er vores kandidater til kommunalvalget Børnene først – altid Alle børn fortjener en…
